fredag den 15. marts 2024



 

Formidling

 

                                                                                                                                                                           Da jeg har valgt at tage udgangspunkt i et allerede eksisterende dyrehold, formidles udviklingen via praksisfortællinger/narrativer. Målgruppen (Lena, Mikkel) og jeg har brugt gederne som afsæt til en langt større fortælling om bæredygtighed. For at gøre bæredygtighedsbegrebet nærværende, har vi holdt fokus på hvilke ”letfordøjelige” berøringsflader som Lena og Mikkel har med bæredygtighed i deres dagligdag, i lige netop deres afdeling på institutionen.

Vi har i skrivende stund besøgt gederne 3 gange, hvor emner som f.eks. drøvtygning, foder og gedernes særprægede øjne/pupiller har været diskuteret. Mest fokus har vi dog haft på gedernes velegnethed som husdyr, hvor de i tusindvis af år har leveret kød, mælk og skind til menneskene.

I forlængelse af besøgene hos gederne, har vi bestræbt os på at projektere det over på noget konkret i Lena og Mikkels hverdag, så som fokus på madspild i afdelingen, reducere indkøb af oksekød og diverse mærkningsordninger f.eks.: Svanemærket, Økologimærket og anbefalet af dyrenes beskyttelse. Temaet omkring mærkningsordninger er dog indstillet igen, da dette viste sig at være for komplekst for målgruppen.


Læringsudbytte  


Målgruppens evne til at tage projektet til sig, har været overraskende god. Både Lena og Mikkel har lænet sig ind i den eksisterende relation og har ladet sig guide ind i en ramme, der fysisk såvel som mentalt er genkendelig.

”Læring er enhver proces, der hos levende organismer fører til varig kapacitetsændring, som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring” (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 29).

Vi har altså via gedehold og bæredygtighedsfokus forhåbentligt sat en kapacitetsændring i gang hos Lena og Mikkel, vi har forsøgt at formidle noget viden til dem, målgruppen bearbejder den nye information, og på baggrund af sociale relationer i den givne kultur, konstruerer Lena og Mikkel deres egen læring, kendt som socialkonstruktivisme.

Undervisning fører ikke nødvendigvis til den ønskede/oplagte viden. ”Undervisningen” af Lena og Mikkel er altså kommunikation med læring som hensigt (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 35).      


Stilladsering


Med målgruppens kognitive niveau in mente, har hensigten fra start været at gøre dyreholdet relaterbart til målgruppens (voksne med udviklingshæmning) daglige gøren og laden. For at sikre at dyreholdet ikke blev diffust og uvedkommende mellem besøgene, blev det bundet op på noget, som i den grad får opmærksomhed af målgruppen, nemlig madplanen og indkøb til afdelingen og i sidste ende bæredygtighed. Faktisk har besøgene hos gederne fungeret som stilladsering for introduktionen til bæredygtighedsbegrebet. Afgørende for projektets holdbarhed har været:

 

-        En stærk relation der bygger på flere års teamarbejde.

-        At der ”kun” deltager to repræsentanter fra målgruppen.

-        At det foregår i vante omgivelser.

-        At vi har haft mulighed for at tilgå gederne uforstyrret.

-        At team-kolleger har været positivt indstillet over for projektet.        


Personligt har jeg læst lidt op på geder og gedehold samt talt med kolleger fra institutionens beskæftigelsesafdeling, som har været behjælpelig med viden og praktisk information, denne viden har jeg verbalt delt ud af under besøgene hos gederne, og suppleret med billeder og tegninger fra nettet.


1 kommentar:

  1. Hej Klaus.
    Tak for dit indlæg. Jeg håber du får lyst til at sætte dig endnu mere ind i gedernes biologi og liv, da det som regel kaster nye formidlingsmuligheder af sig.
    Du skriver at du håber at have sat en kapacitetsændring i gang hos Mikkel og Lena, det tror jeg som sådan du har, men måske du kunne tydeliggøre hvorvidt jeres besøg skaber kapacitetsændringer indenfor viden, færdigheder eller kompetencer (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 29). Du kan her skele til Kapitel 3.2 (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 59-62) og se om dette måske kunne understøtte din målgruppe. Du kunne bl.a. overveje at lave noget visuelt som en slags hukommelsesknager til Mikkel og Lena? Eller udvikle materiale, der kan videreformidle det de har lært om bæredygtighed og gederne. Her vil der være god mulighed for medbestemmelse i processen, ligesom du vil få indblik i hvad de tager med sig fra projektet.
    Vh Christoffer

    SvarSlet

Sørens myrer

  Myrens evne til at booste de unges selvværd og selvtillid. Da målgruppen er taget ud fra de unge jeg arbejder med til dagligt, passer dett...