Viser opslag med etiketten Klaus Biotop - Aktiviteter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klaus Biotop - Aktiviteter. Vis alle opslag

lørdag den 24. februar 2024

 

Biotop aktiviteter

 

 

I lighed med mine første to aktiviteter på biotopen: Sansetur og insekthotel, er det igen min intention at facilitere ind i en procesdiskurs, hvor målgruppen (Voksne med udviklingshæmning) deltager i aktiviteterne med den værdi, som naturen samt aktiviteten bærer i sig selv, men også med den naturfaglige dannelse for øje. Målgruppen skal opleve og erkende gennem naturopholdet, hvordan naturen hænger sammen, og hvordan man færdes i naturen på en ansvarsbevidst måde (Bendtsen & Andkjær, 2009, s. 123).

 

De to aktiviteter jeg har valgt, er henholdsvis en fisketur og optænding af bål med tændstål. For begge aktiviteter gælder det, at man må opøve specifikke færdigheder/teknikker for at kunne begå sig. Her kommer epistemologien i spil, for hvordan tilegner man sig kundskaber og viden, i særdeleshed når man tilhører gruppen af voksne med udviklingshæmning (Tordsson, 2006, s. 19). Her har vi som pædagogisk personale og facilitator en væsentlig opgave, da vi gennem vores pædagogiske praksis ikke kan undgå at præge processen i udtalt grad. Det er her interessant at vurdere på, hvordan målgruppen lærer, og hvad det vil sige, at kunne og at vide (Tordsson, 2006, s. 19).

 

Fisketur

 

I forbindelse med fiskeri skal grejet klargøres, med alt hvad det indebære fra samling af fiskestang, montering af hjul, valg af agn og ikke mindst kasteteknik. Der er selvsagt rig mulighed for, at indgå i dialog og læringsprocesser for de deltagende parter. I det omfang at heldet tilsmiler os med fangst, kan den videnskabelige viden for alvor komme til sin ret, hvilket vil sige, den viden der er konsensus om, dette kan ikke betragtes som den endegyldige sandhed, men som den bedst mulige, modsigelsesfri og meningsgivende forklaring, man historiskset er nået til i en given kultur (Ejbye-Ernst & Stokholm, 2015, s. 189), den videnskabelige viden kunne f.eks. komme i spil, i forbindelse med artsbestemmelse eller dissekering af fisken.

 


 

Optænding med tændstål

 

Bålet er en fast bestanddel i rigtig mange udelivsaktiviteter, hvad enten det er som varmekilde, i forbindelse med madlavning eller blot til hygge. Derfor har vi i gruppe 1. valgt at sætte fokus på forskellige teknikker, til hvordan et bål kan tændes.

Eftersom tændstikken først blev opfundet i ca. år 1830, var brugen af flint og stål en almindelig metode til at tænde et bål. Nutidens tændstål fungerer stort set på samme vis, ved at tændstålet stryges, hvilket resulterer i, at der springer små gnister, der antænder bålet. Tændstålet er robust, og går ikke let i stykker, og det tænder i alt slags vejr (Lisborg, 2023). Tanken er her at skabe grobund for oplevelser, der kan skabe en alsidig og sammenhængende personlig udvikling, handlekompetence og en kvalitativ anderledes naturforståelse end den gængse (Tordsson, 2006, s. 31).  





lørdag den 3. februar 2024

 


Aktiviteter på biotopen

 

Jeg vil i mit pædagogiske virke på biotopen bestræbe mig på at styrke fællesskabet og engagementet med målgruppen (Voksne med udviklingshæmning). På sigt er målet at øge målgruppens fysiske, såvel som mentale sundhed og dermed øge livskvaliteten. I den indledende fase af arbejdet med biotopen, stod det hurtigt klart, at friluftslivet kræver nogle basale kompetencer af det pædagogiske personale, så målgruppen kan få det fulde udbytte af aktiviteterne i det fri. Som pædagogisk facilitator er der adskillige hensyn at tage, så som kendskab til området (biotopen), hvordan holder man sig varm og tør, årstiden taget i betragtning, hvordan holder man sig mæt og hvad med gruppens efterladenskaber m.m. (Ejbye-Ernst, & Stokholm, 2015, s. 167). Målgruppens varierende kognitioner taget i betragtning forestiller jeg mig at ture til biotopen skal forgå i grupper af max 2 repræsentanter fra målgruppen, dette for at sikre den bedst mulige oplevelse med passende udfordringer.  





Sansetur

 

For at introducere målgruppen til biotopen, har jeg valgt, at den første aktivitet skal være en sansetur. En tur til biotopen hvor vi kigger på blade på træerne, lytter til dyrelivet, betragter planterne, ligger på ryggen og kigger på skyerne, betragter voldgraven, og prøver at finde dyrespor. Missionen er her at prøve at give målgruppen en fornemmelse af den natur, som vi alle er en del af. Vi skal altså væk fra de institutionelle rammer, væk fra struktur, delmål og tidspres (Tordsson, 2006, s. 13). På en sansetur er det tanken, at vi går med de muligheder, der byder sig netop den dag. Det er oplevelser og erfaringer, der er i højsædet fremfor egentlig nytteværdi (Tordsson, 2006, s. 15), målgruppen skal her på en ontologisk opgave altså læren om det som er, målgruppen skal erfare noget, så de kan bidrage til skabelsen af eget verdensbillede (Tordsson, 2006, s. 19). Det er tanken, at sanseturen skal afvikles både forår, sommer, efterår og vinter. Dette selvsagt for at få indblik i årstidernes skiften og hvilken bemærkelsesværdig indvirkning dette har på naturen.


Insekthotel

 

Som anden aktivitet, har jeg valgt at samle materiale til et insekthotel på biotopen. Vi har på institutionen fået stillet nogle gamle paller til rådighed, som er tiltænkt at skulle danne fundament for insekthotellet. Tanken er at gøre biotoparbejdet nærværende i målgruppens dagligdag, at ”nudge” målgruppen til at tage ejerskab, og sikre at friluftslivet ikke glider i baggrunden i de perioder, hvor der ikke er tid/ressourcer til at tage på opdagelse i det fri. Målgruppen skal ud at samle mos, bark, kogler, blade, grene og træstykker. Hø og uld kan institutionen være behjælpelig med, da der drives lidt landbrug med b.la. fårehold på institutionen. Insekthotellet skal være et ”Krible Krable” insekthotel, hvor vi håber at få besøg af: Mariehøns, regnorme, biller, ørentviste, bænkebidere og hvem der ellers måtte have lyst til at indlogere sig. I lighed med sanseturen, er det oplevelser og erfaringer frem for nytteværdi der prioriteres, at gribe de tilfældigheder som insekthotellet bringer, hvorved målgruppen kan udvikle mangfoldighed af menneskelige evner (Tordsson, 2006, s. 15), derudover er der selvsagt læren om de konkrete insekter der forhåbentligt flytter ind.     





Refleksion

 

Den ro som friluftslivet bringer, ser jeg som den måske vigtigste faktor, i biotoparbejdet med voksne udviklingshæmmede. Funktionsnedsættelse fører nærmest pr. definition til et forhøjet stressniveau, som genererer diverse problematikker på daglig basis. Her har jeg en forventning/forhåbning om, at målgruppen via biotoparbejdet, der ikke lader sig kontrollere og foregribe, kan lindres og aflastes i en grad, der påvirker den overordnede livskvalitet i positiv retning.


Sørens myrer

  Myrens evne til at booste de unges selvværd og selvtillid. Da målgruppen er taget ud fra de unge jeg arbejder med til dagligt, passer dett...