Før turen

 

Den tanke/refleksion der ret hurtigt blev den alt overskyggende i min planlægning af friluftsturen, var den, at jeg ville opholde mig i naturen i x antal timer på naturens præmisser. Jeg slukkede telefonen (dog tog jeg enkelte fotos med den) og lod hovedtelefonerne blive i træningstasken. Jeg lod mig inspirere af tanken om, at naturen kan være målet i sig selv, uden anden dagsorden, end at opleve naturen (Bentsen & Ejbye Ernst, 2009, s. 115). Den næste refleksion der meldte sig i kølvandet på ovenstående hos mig, var, at det i virkeligheden er tankevækkende, at man kan læse argumentationen om, at naturen er nok i sig selv i en teoribog, da dette burde være indlejret implicit i alle mennesker og i særdeleshed hos teoretikere.

 

Forberedelse

 

I mit arbejde med voksne udviklingshæmmede, har jeg for længst erfaret vigtigheden af god forberedelse, samt at det planlagte med fordel kan rumme noget genkendeligt. Turen gik til shelterpladsen i Sellerup, der blev pakket rigeligt med tøj, så det var muligt at justere kropstemperaturen efter princippet om lag på lag. Jeg medbragte vand, kaffe, skraldepose, snobrødsdej, pølser, notesbog, kuglepen, lighter og en gammel avis.

At maden ikke er eksperimentel eller på anden måde en ubekendt faktor, er med fuldt overlæg, da dette er et afgørende punkt målgruppen taget i betragtning, faktisk er jeg af den overbevisning, at jeg vil kunne tiltrække deltagere til fremtidige ture med afsæt i menuen.  

Pædagogisk refleksion

 

Da jeg havde valgt ikke at tilgå min telefon eller lytte til musik, blev der ret hurtigt skabt rum til at reflektere over friluftslivet, de læste tekster og til at tage de indtryk ind, som friluftslivet bragte. Som pædagogisk facilitator vil jeg fremadrettet fokusere på den egenværdi, som oplevelser og erfaringer bringer, frem for egentlig nytteværdi (Tordsson, 2006, S. 15), jeg vil i arbejdet med målgruppen bestræbe mig på at opsøge den iboende pædagogik, som er indlejret i naturen, og som i sig selv tilbyder bredtfavnende måder at være menneske på, dette med et bredt udviklingspotentiale ikke mindst pædagogisk (Tordsson, S. 17). Betragtet i et kropsfænomenologisk lys er jeg helt på linje med Maurice Merleau Ponty, som plæderede for den levende krop, hvordan mennesket erfarer gennem direkte sansning af omverdenen. Sansning med krop og sjæl er dermed grundlæggende for at reflektere over det oplevede, modsat Kartesianismen hvor der skelnes mellem krop og tanke, og hvor menneskets tankekraft står i centrum (Sølvik, 2011, s. 81).   

 

Uanset målgruppens kognitive niveau hviler der et pædagogisk ansvar på os som facilitatorer i friluftslivet. Natur indsigt og miljøbevidsthed er en del af den demokratiske dannelse, som vi som kommende pædagoger er forpligtet til at guide og vejlede målgruppen i. Hovedformålet med den pædagogiske indsats er at skabe så selvstændige individer som muligt og her er naturfaglige kompetencer en nødvendighed, hvis man vil byde ind i et moderne demokrati (Bentsen & Ejbye Ernst, 2009, s.116).

 

Efter turen

Mulighederne for målgruppens deltagelse og samarbejde er særdeles gode, da mængden af ”Hands on” opgaver er lang. Der er altså rig mulighed for social læring i friluftslivet. I det konkrete tilfælde kunne det være planlægning af selve turen, lave snobrødsdej, lave bål og rydde op/efterlade pladsen i god stand. Igennem deltagelse styrkes den sociale og kropslige læring, hvilket også påvirker det relationelle arbejde i opbyggelig retning (Sølvik, 2011, s. 91).

 

 

Personlig refleksion

 

På det personlige plan, vil jeg igen fremhæve roen. Dette bemærkede jeg også i forbindelse med aktiviteterne på biotopen, men nu i mere udtalt grad på friluftsturen. På det lommefilosofiske plan tænker jeg, at det i virkeligheden er det liv, vi kommer fra (jægere og samlere), og er skabt til, at materialismen og industrialismen har fået os så langt væk fra udgangspunktet, at man kan blive forundret over at naturen er ro skabende.